Afvikling på legepladsen

Der er ikke nogen, der siger, når det er sidste gang

Jeg har brugt en absurd mængde timer på legepladser.

Altså virkelig. Det er blevet til måneder tror jeg. Ikke sammenhængende selvfølgelig, men drypvist, uge efter uge, barn efter barn, både egne og bonusser, livsomvæltning efter livsomvæltning.

Jeg har været i dyb krise. Været i ro. Været lykkelig og helt fra den. Rasende, glad, apatisk, i zen, ødelagt, og alt derimellem. Jeg har haft små børn på slæb og store følelser i kroppen. Jeg har følt mig alene i verden og alligevel som en del af noget.

Haft vilde telefonsamtaler, taget store beslutninger, været vidne til små (og en enkelt alvorlig) ulykker, skrevet utallige noter. På et tidspunkt i mit liv fik jeg sågar et par telefonnumre og en enkelt far på krogen. Dengang man kunne det. Det sker ikke længere. Det var en anden tid. Eller også er jeg bare rykket ud af målgruppen.

Jeg ved det ikke.
Men jeg tænkte på det i dag.

Jeg sad på en bænk i solen og så mine børn lege.
De to yngste. Som slet ikke er små længere.
Den ældste, som er ham jeg har tilbragt absolut mest tid med på legepladser, var derhjemme. Med tømmermænd.
Og jeg sad der som så mange gange før og bare var, og tænkte, som man nu gør, når man ikke længere skal skubbe, redde, mægle eller agere menneskelig rutsjebanebremse.

Det slog mig, hvor langt der pludselig er blevet imellem, at vi er på legepladserne. Hvor hurtigt det hele er begyndt at glide ud mellem fingrene på mig. Som en langsom opløsning.
Jeg ved, at det snart er slut. Jvf førnævnte teenager.
Legepladstidens udløbsdato nærmer sig. Ingen har informeret mig officielt, men kroppen ved det godt.

Det er ikke sorgfuldt. Men det er mærkeligt. For jeg har haft så mange versioner af mig selv med herud. Uden egentlig at lægge mærke til, at de blev skiftet ud undervejs.

Jeg har været hende, der ville noget. Hende, der forsøgte at virke uanfægtet. Hende, der kun lige holdt sammen på det. Hende, der bare gerne ville være i fred.

Og nu er jeg hende, der bare sidder. Med udsyn. Med en underlig blanding af lettelse og vemod over, at jeg ikke længere skal stå klar under stativet med bekymret blik og højt toneleje.

Det føles som en rolle, der er ved at forsvinde. En opgave, der stille og roligt skrives ud af manuskriptet. Uden den store afsked. Uden et punktum.

Jeg ved ikke, hvorfor det føltes vigtigt at skrive det ned. Men jeg sad der i dag, og havde lyst til at huske, at jeg sad der.