Et liv bygget på hvad nu hvis

Fra barndommens flugt til voksenlivets længsel

Jeg gør det hele tiden. Forestiller mig scenarier. En fantasiverden, der trækker tråde fra virkeligheden og spinder dem videre ud i tænkte scenarier. Som barn blev det hurtigt min foretrukne flugtvej. Når virkeligheden føltes for kantet eller ensom, fandt jeg trøst i de historier, jeg fortalte mig selv. Historier om at være set, være værdsat, være noget særligt. Historier, der fyldte hullerne og længslen, de steder hvor virkeligheden ikke slog til.

Jeg voksede op med en følelse af at stå udenfor. Det var på mange måder grundfølelsen. Som skilsmissebarn af to forældre, der begge fik nye partnere og børn, levede jeg i to forskellige verdener med hver deres sæt spilleregler. Omstillingsprocessen fra det ene hjem til det andet gav plads til fantasien. Et frirum, hvor jeg kunne skabe min egen sammenhæng i en hverdag med konstant skiftende rammer.

Jeg blev mobbet heftigt og ubarmhjertigt i perioder af min barndom, hvilket gjorde mig skrøbelig og lavede permanente revner i mit fundament, noget der stadig påvirker mine relationer. Jeg var ofte alene med mine tanker, hvilket gav fantasien frit løb til selv at styre replikkerne og handlingerne. Her kunne jeg forestille mig, hvordan tingene kunne være anderledes.

Det gik op for mig ret sent, at ikke alle hjerner fungerer som min. At ikke alle bruger så meget tid i de tænkte scenarier, at de nærmest bliver et parallelunivers. Jeg husker tydeligt, da min psykolog første gang sagde, at det her med at flygte ind i fantasien sandsynligvis var noget, jeg havde lært som barn for at beskytte mig selv. At det var en forsvarsmekanisme, der opstod, fordi virkeligheden føltes for kaotisk eller tom, og at jeg, i stedet for at stå midt i det, der gjorde ondt, havde bygget en verden, hvor jeg kunne tage kontrollen. Jeg blev både lettet og forvirret over hendes ord. Lettet, fordi der pludselig var en forklaring, og forvirret, fordi jeg indså, at det, jeg troede var normalt, var en strategi, jeg havde udviklet for at klare mig.

I de tænkte scenarier var jeg aldrig udenfor. Jeg var altid midtpunktet, en vigtig brik i et større spil, en, der blev bemærket og holdt af, anerkendt og fejret. Det handlede ikke om storhed eller drømme om en uopnåelig fremtid. Det handlede om de små ting, de små øjeblikke, hvor man føler sig set. I mit hoved var der altid nogen, der rakte ud, gav et smil, sagde de rigtige ord. Jeg behøvede ikke at vente på, at det skete. Jeg kunne bare forestille mig det.

Jeg tror, det er en af grundene til, at jeg skriver. Fordi jeg har brug for at tage alt det, der sker oppe i hovedet, og placere det et sted. Ordene bliver en måde at give form til de forestillinger, jeg har båret med mig hele livet. Når jeg skriver, kan jeg sætte tanker og følelser på plads. Jeg kan tage de diffuse længsler og gøre dem konkrete.

Men jeg ved også, at det nogle gange holder mig fast. At jeg ikke altid er til stede, hvor jeg burde være, fordi mit sind er optaget af alt det, der kunne ske. Det er en arv fra barndommen, hvor jeg lærte, at det, der sker oppe i hovedet, kan være tryggere end det, der sker udenfor.

Og det er her, min fascination af "hvad nu hvis" stammer fra. Det har aldrig bare været et spørgsmål, men en måde at forstå verden på. Hvad nu hvis tingene var gået anderledes? Hvad nu hvis nogen havde sagt det, jeg havde brug for at høre? Hvad nu hvis jeg turde tage den chance? Det er ikke kun dagdrømme, men også en slags filosofi. En måde at udforske både muligheder og tabte chancer.

Selvom min fantasi ofte tager over, er jeg ikke blind for virkeligheden. Jeg ved godt, hvad der er her og nu, og hvad der kun lever oppe i mit hoved. Fantasien er ikke en erstatning for det virkelige liv. Den er et sted, jeg kan trække vejret lidt dybere, før jeg vender tilbage til det, der er. En ventil, ikke et opholdssted.

Jeg tænker ofte over, om det er en vane, jeg burde give slip på. Om jeg burde være bedre til bare at være her, i det nu, der findes. Men så tænker jeg også, at det ikke længere kun er en flugt, men også en gave. Noget, der både har holdt mig oppe og hjulpet mig med at forstå mig selv.

Det er nok netop i de tænkte scenarier, at jeg finder min styrke. I at forestille mig. I at skrive. I at sætte ord på alt det, der kunne være. Ikke fordi det nødvendigvis skal blive virkelighed, men fordi det hjælper mig med at leve i den virkelighed, jeg har.

I alt det, jeg forestiller mig, finder jeg en måde at bære det, jeg ikke kan ændre.