Jeg troede, jeg skulle noget vigtigt

Jeg har en forestilling, som jeg dyrker med jævne mellemrum: om at tage væk fra byen, alene, for at skrive. En lyserød idé om at være typen, der fylder en mulepose med notesbøger, uldsokker og tanker, jeg ellers ikke kan høre for bilerne og madpakkerne og algoritmerne.

Den slags menneske, der finder noget vigtigt på bunden af stilheden.

Jeg tror, jeg forestiller mig, at det skal føles lidt som en film. Som om jeg vil blive ramt af et eller andet, måske en erkendelse, måske en særlig sætning, der vil føles som en åbning. Måske vil jeg græde lidt, dramatisk men elegant, selvfølgelig, og bagefter skrive noget så ærligt, at jeg næsten ikke selv kan holde det ud.

Så jeg gjorde det! Pakkede termokoppen, notesbogen, computeren, lidt for mange lag tøj og en tynd forestilling om, at jeg ville få hul igennem til noget. Ikke nødvendigvis en tekst. Bare noget. Et spor. En retning. En følelse af bevægelse.

Og i starten gik det egentlig meget godt.

Jeg havde både kaffe og ro. Der var ingen, der afbrød mig. Ingen opvask, ingen planer, ingen børn, ingen notifikationer, der for alvor krævede noget af mig. Jeg var præcis så alene, som jeg havde ønsket.

Men ordene kom ikke.

Eller: De kom, men de var dumme. Tynde. Banale.

Jeg skrev, jeg slettede, jeg sukkede. Jeg gik ture, som om bevægelse i kroppen kunne skabe bevægelse i hovedet. Nogle gange hjalp det lidt. Andre gange føltes det bare, som om jeg gik rundt i noget, jeg ikke kunne finde ud af.

Det regnede meget af tiden.

Men der var også solstråler. Sådan nogle små, gyldne glimt, hvor alt blev stille på den gode måde. Og jeg kunne mærke, at det ikke var spildt at være der. Ikke helt.

Jeg tænkte meget. For meget. Og jeg mærkede noget, jeg egentlig troede, jeg var færdig med at mærke. Det var ikke en voldsom følelse, mere bare en genkendelse. En slags blafrende tilstedeværelse i brystkassen, som om noget var dukket op igen for at sige: “Hej. Jeg er her stadig. Du har ikke følt mig færdig endnu.”

Og så var der det med spejlene.

Jeg opdagede først, da jeg kom tilbage til byen, at jeg ikke havde set mig selv i et spejl hele weekenden. Ikke én eneste gang. Det var ikke en bevidst beslutning, jeg havde bare glemt det.

Ingen tjek af mørke rande. Ingen vurdering af mit blik. Ingen vurdering, punktum.

Det var mærkeligt befriende, på den stille måde, hvor man ikke engang lægger mærke til, at noget mangler, før det pludselig er tilbage igen.

Nu er det søndag, og i morgen venter hverdagen i byen.

Jeg har stadig ikke skrevet noget særligt.

Men der er kommet mere luft mellem tankerne.

Og selv om jeg stadig ikke ved, hvad det skal blive til så føles det, som om noget har forskubbet sig en lille smule. Ikke afgørende. Bare sådan… som når man lægger mærke til, at man har siddet forkert og retter sig lidt op.

Ikke alt skal forklares. Ikke alt har en slutning.

Nogle gange er man bare væk i et par dage.