Minder

Jeg studser over nogle af de minder, jeg har taget med mig, når alt andet fra barndommen er blevet sløret eller helt er væk. Tag for eksempel en isdessert fra en campingplads i Sydfrankrig. Det var én af de somre, hvor jeg stadig kunne kalde mig barn, men nærmede mig teenageårene. Den alder, hvor man er lidt for stor til at lege, men stadig alt for lille til at blive betragtet som andet end et barn. Det var sommer, vi havde kørt i uendelige timer i en overophedet bil.

Vi ankom udmattede og jeg kan med min voksenhjerne jo godt nu regne ud, hvordan mine forældre har haft det, og det ville have givet mening at gå direkte i seng. Men af en eller anden grund endte vi med at sætte os på en lille café, der var ved at lukke. Der var lunt, luften lå tungt i en blanding af støv og græs og grill.

Og der var den så. En gigantisk isdessert. Sådan en what on earth is this?-is. Fuldstændig overpyntet med cocktailbær, krymmel, de der træpinde med metallic strimler på, chokoladesovs, og en absurd mængde flødeskum fra dåse.

Det er mærkeligt, hvor tydeligt det minde står for mig. Jeg kan ikke huske, hvordan campingpladsen så ud. Jeg kan knap nok huske noget fra den ferie. Men den is? Den husker jeg. Jeg har sikkert fået mange lignende desserter siden, eller måske ikke. Det er næsten ligegyldigt, for det understreger bare, at det slet ikke var isen, der var det vigtige.

Jeg tænker tit på den is. Fordi jeg stadig undrer mig over, hvorfor lige dét øjeblik er blevet et af de stærkeste minder fra min barndom. Det var ikke en særlig stor dag. Ingen store begivenheder. Vi sad bare på en halvlukket café på en campingplads i Sydfrankrig og spiste is midt om natten. Men det er blevet sådan et klart billede i mit hoved. Alt føltes så let. Jeg fristes næsten til at sige, at det måske var sidste gang, at jeg har haft det sådan.

Og så er der mindet om da jeg køresyg, i en proppet bus, et sted på Vestegnen, kastede op i min stedmors hat. Et ligegyldigt minde. Der alligevel dukker op jævnligt. En skam over at være blevet syg og ikke stor nok til at sige til, men også en taknemmelighed over omsorgen, og den efterfølgende humoristiske vinkel i den løsningsorienterede og ikke helt gennemtænkte handling i at tilbyde en hat som spand, som jeg efterfølgende som en forældre, der har grebet opkast i mine bare hænder ved flere lejligheder, totalt kan forstå.
Et evigt minde. Den dag jeg kastede op i en hat.

Selv har jeg ikke delt ovenstående med nogen. For de er mine. Og der er få ting mere drænende end at skulle høre om andres drømme eller barndomsminder, som aldrig helt lander på samme måde som hos én selv. Dog nåede jeg at dele et minde om urtesalt i en lille kop med min bonus-farmor inden hun døde for et par år siden. Et simpelt minde, som både føltes banalt at dele med en døende, men som i det øjeblik alligevel føltes livsnødvendigt at sige højt.

Det har jeg tænkt meget på.

Jeg tænker på mine egne børn. Hvad mon de vil huske? Vil de også have den slags tilfældige øjeblikke, der klistrer sig fast i hukommelsen? Hvilke?

Jeg håber de vil fortælle mig om dem, når de bliver store.